Studiematerialer og anbefalinger
Her på siden kan du finde en række studiematerialer og andre spændende materialer og tilbud, som vi vil anbefale dig at undersøge nærmere. Der er både bøger, podcast og meget andet. God jagt!
Guds mission er mangfoldig
Del 1: Kristen i en mangfoldig tid af Christian Vestergård
Dette studieoplæg er første del om Guds mangfoldige mission.
Det starter samtalen om, hvordan det er at være kristen i et mangfoldigt samfund, samtidig med at man ønsker at leve et missionalt liv.
Guds mission er mangfoldig
Del 2: Lad os søge skønheden
Dette studieoplæg er anden del om Guds mangfoldige mission.
Det fokuserer på skønheden som en værdi, man kan vurdere sit liv og sine handlinger ud fra. Samtidig med at den fremsætter evangeliet som noget skønt.
Guds folks mission
Del 3: Mangfoldig mission
Dette studieoplæg er tredje del om Guds mangfoldige mission.
I dette oplæg kigger man på forskellige måder at være i mission på. Dette med indragelse af 5 marks of mission.
Sabbatten
Studieoplæg: Fri til at holde fri af Christian Vestergård
Dette studieoplæg har stor fokus på nogle af de bibelske skrifter om Sabbatten.
Man kommer til at læse både i det Gamle- og Nye Testamente, for dernæst at overveje sit eget forhold til hvile og vaner.
Ressource til Huddles
Dette papir beskriver formålet med vores missions-huddles, giver en mulig skabelon for en huddle-aften samt introducerer SMART-mål, som er lavpraktisk måde at sætte sig mål for sit missionale liv.
Vi anbefaler
Herunder kan du se en række bøger, serier, podcast og kursus, som vi vil anbefale til dig, der vil vide mere om Guds mission, mission til det jødiske folk eller andet indenfor vores arbejdsfelt.
Den salvede
Af Kasper A. Bergholt
I denne bog undersøger Bergholt, hvad det betyder, at Jesus er Israels Messias. Han redegør for, hvilke messias-forventninger der var i spil i Jesu samtid, og viser, at det har betydning for alle aspekter af den kristne tro, at Jesus er Messias.
Jøder har også brug for Jesus
Af Avi Snyder
Snyder skriver i denne bog om de misforståelser, der typisk er imod mission til det jødiske folk, som i dag stadig kan betragtes som et unået folkeslag med evangeliet. Avi Snyder har ingående kendskab til problemstillinger som misisonær og i sit liv som jesus-troende jøde.
Guds folks mission
Af Christopher J. H. Wright
I denne bog tager Wright læseren igennem den bibelske fortælling. Han viser, hvordan mission er et centralt aspekt i Guds gerning. Der lyder ifølge Wright en klar invitation til at arbejde sammen med Gud, i det arbejde han allerede har sat i gang, og fortsat er i gang med.
Jesus og de jødiske fester
Af Jan Holm Mortensen
Jan Mortensens bog er et dybdegående indblik i Sabbatten, Påsken, Pinsen, Løvhyttefesten med flere af de jødiske fester. Hver fest bliver anskuet i et messiansk perspektiv. Dette åbner særligt op for evangelierne og hvordan Jesus selv fejrede og brugte festerne til at vise, hvem han er.
Spændingsfeltet
I denne podcast træder vi ind i et rum med dristige dialoger, kringlede kirkelige udfordringer og spændende samtaler om tro og samfund. Vi har kaldt det spændingsfeltet, fordi her er plads til forskellige holdninger og syn på kultur og samfund. Lyt med og lad dig udfordre!
Fauda
Fauda betyder kaos, hvilket man kommer til at opleve i denne serie. Man følger et Israelsk antiterrorgruppe og en gruppe af terrorister. Serien får på mange måder kompleksiteten i konflikten i Israel og Palæstina til at træde frem. Det er en vildt spændende actionserie, der tydeligt viser at vold avler mere vold.
Man kommer virkelig til at længes efter forsoning efter Fauda.
Alphakursus
Alpha skaber et åbent og afslappet rum for at snakke om tro og meningen med livet med mennesker uden kirkelig baggrund. Og det er nemt at invitere dine venner med. Det fungerer allerbedst, hvis I begynder med mad og fællesskab. Derefter viser I et videooplæg fra Alpha og snakker om det. Husk at give plads til forskellige meninger.