Bliv en del af fællesskabet
Mission handler ikke kun om at rejse ud – det handler også om at gøre en forskel lige der, hvor du er. I iunge tror vi på, at Guds mission starter i hverdagen: i dine relationer, på dit studie, i byen og i dit lokale fællesskab.
Derfor er lokalgrupperne vigtige! I Danmark består iunge af en række lokalgrupper, der på hver sin måde arbejder med mission. Nogle af dem sætter fokus på undervisning, nogle på global og tværkulturel mission og nogle på at være kristen i hverdagen. Fælles for dem alle er, at de engagerer og forankrer unge i Guds store, mangfoldige og globale mission – lige herhjemme.
Vi elsker vores lokalgrupper! Det er her vores vision får liv og hænder. At være en lokalforening i iunge giver derfor en række fordele: Man kan gøre brug af vores mange ressourcer i form af forkyndere og undervisningsmateriale, modtage hjælp med administration af medlemmer og økonomi, få sparring til gennemførsel af arrangementer og aktiviteter, samt adgang til de mange muligheder som DUF – Dansk Ungdoms Fællesråd giver – ikke mindst muligheden for at søge midler gennem de forskellige puljer, DUF tilbyder. Derudover modtager alle iunges lokalforeninger økonomisk støtte fra iunge, og man har desuden mulighed for at søge om ekstra midler ved os.
Herunder kan du finde vores eksisterende lokalgrupper. Måske er der en af dem, der passer til dig. Hvis ikke, så kan du læse om, hvordan vi kan hjælpe dig med at starte din egen lokalgruppe med det fokus, du ønsker, ved at trykke her! Der kan du også læse mere om muligheden for at knytte et fælleskab, du allerede har, op på iunge.
Vi glæder os til at høre fra dig!
iunges lokalgrupper
Nordlys
“Nordlys er et gøre-fællesskab, der peger på Jesus gennem handling. Vi ønsker at give unge et hjerte for mission og ikke mindst sømandsmission. Vi brænder for, at søfolk må lære Jesus at kende, og at unge får et indblik i søfolks liv og hverdag på havet.
Som sømandsmissionens ungdomsnetværk mødes vi til arrangementer som julegaveindpakning, havnegudstjenester og varmestuebesøg – og arrangerer også Grønlandsture, som Nordlys har et særligt bånd til gennem tidligere volontører.
Vi mødes primært i Aarhus, ofte ved havnen, men har også aktiviteter andre steder i landet. Følg med på Facebook og Instagram for at se de kommende arrangementer. Der er plads til alle!”
MAY Aarhus
“I MAY (Mission Afrika Youth) er vi et fællesskab af frivillige – mange med erfaring som volontører i Cameroun. Vi ønsker at inspirere til global mission og brænder særligt for mødet med Afrika. Vores arbejde bygger på en kristen tro på, at alle mennesker har værdi. Derfor ønsker vi at være med til at skabe relationer, håb og forandring.
Vi engagerer os i forskellige arrangementer, fx. passer vi en genbrugsbutik, står på stand og holder foredrag. Samtidig sender vi volontører til Cameroun gennem projektet Pearls of the Street (POTS), hvor de bl.a. arbejder på et børnehjem for tidligere gadedrenge, underviser i engelsk og deltager i lokale fællesskaber. For tiden undersøger vi mulighederne for et nyt projekt i Nigeria, hvor unge fra Danmark og Nigeria kan samarbejde.”
IU Sjælland
“IU Sjælland er et fællesskab, der ønsker at blive klogere på kristendommens jødiske rødder og skabe relationer til unge jøder i København. Vi søger et dybere indblik i, hvad Gud vil med os, og hvad vi kan lære om Jesus i lyset af hans samtid.
Vi mødes som regel til jødisk inspirerede sabbatsmåltider i København med fælles middag og et spændende oplæg. Indimellem tager vi også på ture, fx til Synagogen i København eller Dansk Jødisk Museum.
Vores arrangementer er præget af fællesskab og ro, hvor vi sammen kan tage en pause fra hverdagens tempo. Vi elsker nye mennesker – og du er altid velkommen til at joine et af vores arrangementer!”
COTR Youth
“Vi er COTR Youth, ungdomsarbejdet i Church on the Rock i Brøndby. Vores fællesskab består primært af 2. generations danske unge, og vi samles om trosopbyggende aktiviteter som bibellæsning, lovsang, fællesspisning og samtaler om livet og troen. Vi ønsker at være et sted, hvor unge finder styrke, håb og frimodighed til at leve deres tro ud i hverdagen.
Som lokalgruppe i Storkøbenhavn arbejder vi for at skabe netværk og bygge broer – både i vores egen menighed og udadtil til andre unge. Vores hjerte er at styrke hinanden i troen og opleve, at vi er en del af en større mission, der rækker ud over os selv.”
Bogklubben Philologia
“Vores lokalforening hedder Philologia. Vi mødes en gang i måneden på Menighedsfakultetets bibliotek i Aarhus, hvor vi sammen læser og diskuterer klassisk verdenslitteratur med et teologisk sigte. Vi appellerer primært til teologistuderende, men alle er velkomne.”
IU Nord
“Hey! Vi er en nyopstartet gruppe, der holder til i Nordens Paris. Vi engagerer os lokalt og diakonalt ved at hjælpe rundt omkring i byen til, hvem end der nu kunne trænge til en hjælpende hånd. Derudover elsker vi outdoor og har diverse vandreruter vi af og til vil tage på. Håber vi ses!”
Unge for Forsoning
“Unge for Forsoning er en lokalgruppe i Aarhus med fokus på forsoning. Vi ønsker at lære mere om arbejdet med fred og retfærdighed særligt mellem det jødiske og det palæstinensiske folk, samt indbyrdes mellem muslimer og kristne i Palæstina. Det gør vi blandt andet ved at mødes og høre oplæg og se film om emnerne, men også ved at have et lokalt samarbejde med organisationer i Israel og Palæstina.”